60 millioner i støtte til højteknologiske AAU-projekter · 8. juni 2011
Fem nye forskningsprojekter med Aalborg Universitet i en hovedrolle har netop fået bevilget 60 millioner kroner i støtte fra Højteknologifonden. Projekterne fokuserer på så forskellige emner som flybagage, drikkevand, prøverum, solenergi og ufrivillig vandladning.
I alt støtter Højteknologifonden i denne omgang 17 nye projekter med 185 millioner kroner. Takket være universiteternes og de involverede virksomheders egne bidrag når budgetterne for de nye projekter op i 355 millioner. Alene de fem projekter, som Aalborg Universitet er involveret i, har et samlet budget på over 110 millioner kroner.
Havvand til drikkevand
Mangel på rent vand er skyld i over fem millioner dødsfald om året, og en tredjedel af verdens befolkning har begrænset adgang til den livsnødvendige ressource. Virksomheden CoMeTas skal sammen med Aalborg Universitets Institut for Kemi og Bioteknologi udnytte en ny keramisk membran til en mere effektiv og energibesparende løsning, som kan omdanne salt havvand til rent drikkevand.
- Projektet vil give et solidt bidrag til vores viden om keramiske membraner. Gennem studieprojekter med både studerende og ph.d.-studerende vil vi få mulighed for at udforske fremstillingsmetoder og membrankvalitet og integration af membraner i pilotsystemer, fortæller adjunkt Morten Lykkegaard Christensen.
